Lige en beretning om La marmotte, der er løbet, hvor der er højt at flyve, dybt at falde..

Men en oplevelse, der til alle tider vil være brændt ind i sjælen, på en cykelgal drengerøv..

Ugen op til løbet blev brugt på træning i området, for at få lidt højdemeter i benene og tynd luft i lungerne.  Det kørte sgu okay og  Alpe d Huez blev efterhånden til en frisk træningstur. Fik den tilbagelagt 3 gange inden løbet, hvor jeg fik pillet lidt ved min tid sidste år. 1 t. og 11 min blev den bedste tid, dog uden at køre mig helt ud, da der var en del respekt for lørdagens løb.

Torsdag blev den sidste træningstur, her kørte Jan og jeg af en bagvej op af Alpe d Huez, der er lidt længere, med knap så voldsom i stigning. Vi skulle til toppen efter startsnummer og chips til tidtagning. Her var der bare styr på det og vi havde vores ting inden for 10 min. En tur ned af Alpe d Huez, hvilket ikke var helt kedeligt, den giver altså fart på cyklenJ

Lørdag morgen 5.45 ringede uret, hvilket hurtigt blev slukket, da jeg havde sovet pænt let den nat. Var godt nok spændt på, hvad der ventede i bjergene.. Cyklen var klar og det var her jeg fik lavet min første fejl! Belært af en Hollænder fra løbet sidste år, skulle der rigeligt med slanger og ekstra dæk med. Jeg havde spændt en ekstra taske på cyklen og kunne så rumme 4 slanger og et ekstra dæk, men så var der ikke plads nok til alt det energidrik(pulver) og bar som jeg havde tænkt skulle med. Jeg tænkte, at det var pænt lige meget, med alt den energi, hvis der ikke var luft i dækkendeL Men ak, det ville vise sig at blive en beslutning, der kostede..

Klokken 6.30 kørte vi til starts byen godt 8 km fra campingpladsen og kl. 7 stod vi i vores startsbur sammen med godt 2000 andre ryttere. Vi blev via skilte guidet ind i 3 startsburer efter vores startsnummer, hvilket betød, at vi var lidt over 2000 mand/kvinder i hver gruppe!!!

Alt var perfekt og kl. præcis 7.30 blev vi sendt af sted som planlagt, med hornorkester, fest, høj sol og Jalabert til at holde tale. Det gik uden problemer, alt var lukket af og vi havde hele vejen de første 8 km. Man kunne fornemme, at folk kunne køre på cykel og vi gled af sted med små 32 kmt. Uden nogen dumme styrt eller andre farlige situationer. Familien stod og ønskede god tur i sidste sving inden det begyndte at gå op i bjergene.

Første stigning fra 700 m til 2000 m Glandon 6,9 % i gennemsnit med max på 11 % over knapt 30 km. Blev kørt i roligt tempo og med spænding. Hvordan var benene, hvordan kørte de andre etc ?? Alt kørte og sad godt med. Vi var stadig mange samlet og kørte over hele bjergvejen skarpt forfulgt af motorcykler med Fransk Politi. Mange af dem, der havde lagt hårdt ud, kom stille og roligt glidende ned igennem grupperne.

På toppen (efter 2 timer) var alt kaos, alt for mange ryttere på alt for lidt plads, skulle have vand her og nu. Dumme 25 min. blev forspildt på toppen og  jeg var pænt nervøs for, hvordan det skulle gå ned af bjergets smalle veje med så mange ryttere. Løbs ledelsen havde pga sidste års mange ulykker, valgt at stoppe tiden imens man kørte ned af denne stigning, så der ville være to resultatlister, hvor den ene er den officielle, som ikke indeholder tiden for nedkørslen af Glandon og den anden, hvor tiden indgår.

Nå men, op på hesten, ned skulle jeg jo. Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg holdt høj fart 55 – 60 kmt. kom der ikke mange bagfra og jeg kunne holde fokus på hvad der kom i vejen. Da jeg ikke er specielt bange for at køre ned og også er rimelig til det, så fik den gas. Det var hårdt, nedkørslen var ret krævende og så er 35 km langt.. hænder, skuldre og nakke var pænt ømme, da jeg kom ned på det flade.

25 km. fladt, hvor mange var enige om, at 30 kmt. var mere end rimeligt. Temp. havde sneget sig op over de 32 grader og vi kogte..

Anden stigning Col de Telegraphe 700 m til 1566 m over 13 km gennemsnit på 7,2 % max på 9,7 %. Inden da havde vi kørt en lille stigning fra 400 m til 700 m, men den regnes åbenbart ikke for noget i dette løb!!

Der var begyndt at blive tyndet ud i grupperne, men vi sad nu stadig en del samlet. Her havde jeg guldben og det gik bare perfekt og var oppe på under en time. Alt i alt havde jeg et snit her på over 20 kmt. Og for at komme igennem på 10 timer, skulle jeg bare have et snit på 17,4 kmt.  Så moralen var høj og jeg følte mig godt tilpas.. Det var her man fløj..

Toppen på Telegraphe, var stille og rolig, fordelingen af rytterne var sket, så her kunne man få vand med det samme og komme videre. Grundet varmen havde jeg drukket mere end forventet og havde ikke mere energi pulver og kun én energi bar tilbage. Det var et godt tilrettelagt løb og vi kunne få vand mange steder, men det var også det eneste. Alt andet skulle man selv have med, så jeg var på den!!  Men hvad fanden, jeg havde det jo godt, så fyldte flaskerne med vand og spiste min bar.

Lille nedkørsel på 4 km og så begyndte det jeg troede skulle blive det værste. Col de Galibier fra 1400 m til 2646 m over 20 km med et gennemsnit på 6,9% med flere steder hvor stigningens max på 10 % holdte sig over flere km. Det sidste stykke som ikke er med på profilen er ca. 900 meter langt og stiger med 12 %.

Igen var benene gode og jeg sad rigtig godt med, men for fanden den var hård og man skulle godt nok bide en del i sig. På Glandon og Telegraphe, kunne man hele tiden høre småsnak og lidt grin, men her på Galibier var der ingen snak, ingen grin eller andet unødvendigt. Man sad med øjnene klisteret til vejen foran sig og nærmest talte sit tråd og sin rytme. Man kunne ikke holde ud og se op, da det var for uoverskueligt at se på det, man skulle forcere. Hvad jeg nu fik mig en lille griner over var, at her begyndte resultatet af indtag af mange energi barer og energidrik at vise sig. Alle sad og skrub skedJ Så helt stille var der ikke..

Sneen kom og varmen blev erstattet af 6 til 8 grader, smeltevandet løb over vejen (ugen før havde det sneet på toppen og været – 4 grader) og jeg led og kæmpede hvad jeg havde lært. Den er bare hård og lang, men sad sgu godt med og kom over toppen efter 7 timer og 15 min. Hvilket betød, at det så ret lovende ud det her.. 

En rigtig god nedkørsel ventede og jeg var klar.. Havde prøvet den af sidste år og vidste, at her, kunne man køre rigtig stærkt. Den fik gas ned, men vejene er så gode, at man kunne slappe lidt af og forberede sig på Alpe d Huez. Igen var det bare op i tempo, så kom der få bagfra og man kunne holde fokus på det der kom forfra. Alt i mens jeg lå der og fyldte midt på vejen, kom der to ryttere med meget høj hastighed og tog i modsatte vejbane rundt i svingene. Jeg nåede kun lige at tænke ”idioter” da jeg hørte braget. Da jeg kom rundt næste sving lå den ene rytter livløs på vejen, da han havde kørt frontalt ind i en campingbus, der var kommet i mod ham. Der var mange ved ham allerede, så jeg fortsatte og prøvede at holde det væk, da jeg ellers selv ville blive bange og begynde at sidde og hænge i bremsen. Men det så sgu ikke godt ud..

De sidste 5 km. inden Alpe d Huez begyndte fejlen at melde sig, jeg kunne fornemme, at jeg var ved at løbe ”tør”. Ikke for væske, men for sukker og energi. Det er en helt speciel følelse, som I nok godt kender. Benene var stadig gode, ingen tegn på krampe, som ellers mange hoppede rundt på vejen med og jeg var ikke tørstig. Men jeg havde svedt meget i varmen og havde ikke fået fyldt andet end vand på, de sidste mange timer, så jeg manglede sikkert en del salte osv. Jeg ramte foden af Alpe d Huez efter 8 timer og valgte at holde en pause på 15 min i depot, for at se om jeg kunne sunde mig lidt. Men ak, her kom prisen for ekstra slanger og dæk i tasken. Jeg kunne træde, mine ben var gode, men min puls ville bare ikke over 155 og jeg er normalt på 170-180 op af Alpe d Huez. Når jeg kørte meget mere end 7 kmt. fik jeg kvalme og det susede i ørene.. Det blev til en del pauser og en meget lav hastighed. Det var så her, der var dybt at falde. Jeg har aldrig lidt så meget og haft det så dårligt, men jeg kom sgu op. De sidste 6 km. valgte jeg at sidde og sige mit navn og personnummer højt for mig selv, i det jeg havde sat mig som regel, at hvis jeg ikke kunne huske det mere, så skulle jeg stå af. Det kom sig af, at der flere steder på Alpe d Huez  lå mange, der fik hjælp efter at være kollapset. Flere blev kørt væk i ambulancer og 4 km fra toppen, lå en mand og krampede i hele kroppen.

Jeg kom op i tiden 10.49 t, den officielle tid er 10. 10 t. Da nedkørslen på Glandon skulle  trækkes fra. Fjerner man så kaos tiden på toppen af Glandon, så blev min tid rigtig god efter mine egne forventninger.

Jeg er naturligvis ærgerlig over min fejl ved ikke at have nok drik/bar til sidste del, men glad og stolt over at have gennemført, det her sindsyge, men særklasse løb. Et løb man bør prøve, men som man absolut skal have respekt for.

Thomas Flindt